Henter AtomLab …
Her kan du se, hvor langt du er nået i hver del.
Atomer kan hænge sammen på to måder. Du vælger øverst i panelet til venstre.
Del elektroner: Træk atomer fra paletten ind i billedet, og slip et atom tæt på et andet. Har begge en elektron uden partner, deler de et elektronpar, og det holder dem sammen. Knappen Knaldgas i Ild åbner knaldgassen i Ild, hvor hydrogen og oxygen bliver til vand.
Giv elektroner: Træk den lysende elektron fra metallet over til det andet atom. Så bliver de til ioner, og plus og minus trækker i hinanden. Til sidst kan du bygge en krystal.
Ordforklaringer: Fagord med prikker under kan du trykke på (eller holde musen over) for at få en kort forklaring. Alle fagordene står også i Ordbogen.
Styring: Træk et tomt sted for at dreje billedet. Rul eller knib for at zoome.
Du er inde i Solens kerne. Her er det ca. 15 millioner grader varmt, så varmt at elektronerne er revet af atomerne. Kernerne suser rundt i et plasma, og de små blå gnister er de frie elektroner.
Sådan gør du: Klik på en kerne og derefter på en anden. Så bliver den første skudt mod den anden, lige så hurtigt som temperaturen tillader. Træk for at dreje, og rul eller knib for at zoome.
Lettere at ramme: Du behøver ikke ramme kernen helt præcist. Den nærmeste kerne får en ring, når du peger på den, og en stiplet linje viser, hvor skuddet går hen. Mens du sigter, går tiden langsomt. Mellemrumstasten (eller ⏸ nederst til højre i billedet) stopper tiden helt, og Esc fortryder. Kan du ikke finde en bestemt slags kerne, så klik på den i listen til venstre eller på en linje i opskriften.
Tiden: Knappen nederst til højre i billedet styrer tiden: ⏸ stopper den, ▷ er slowmotion, ▶ er normal, og ⏩ går 5 gange hurtigere. Et skud lader tiden gå igen efter en pause. Tempoet ændrer ikke fysikken, kun hvor hurtigt du ser den.
Frastødning: Alle kernerne er plusladede og skubber hinanden væk. Kun hvis de er hurtige nok, kommer de helt tæt på hinanden, og så tager den stærke kernekraft over og limer dem sammen. Derfor kræver fusion så høj en temperatur.
Grafen under temperaturen: Kurven viser, hvor mange protoner der har hvilken bevægelsesenergi (fart). Den stiplede linje er frastødningen. Den er som en bakke, protonerne skal over. Når du skruer op for varmen, flytter kurven sig mod højre, og flere protoner (de gule) bliver hurtige nok.
Solens vigtigste opskrift (pp-kæden): Først bliver to protoner til deuterium. Så fanger deuterium en proton og bliver til helium-3. De to første skridt sker to gange, så der bliver to helium-3. Til sidst bliver de to helium-3 til helium-4, og to protoner sendes videre. I alt er 4 protoner blevet til 1 heliumkerne, og ca. 27 MeV energi er sluppet fri. (Solen har også andre, sjældnere veje til helium.)
Hvorfor 1,44 MeV? Selve første skridt giver kun 0,42 MeV. Men positronen møder straks en elektron, og begge forsvinder i et glimt af energi (1,02 MeV). Derfor står der 1,44 MeV i opskriften.
Ærligt talt: Vi har gjort det meget lettere end i virkeligheden. I Solen er protonerne faktisk ikke hurtige nok til at komme over frastødningen. De klarer det kun takket være kvantemekanikkens tunneleffekt. Og det første skridt er ekstremt sjældent: En proton venter i gennemsnit milliarder af år, før det sker. Solen klarer sig kun, fordi den har ufatteligt mange protoner. Og "Vis mig" snyder lidt mere: Dens skud rammer altid og smelter altid sammen, så du kan se, hvordan det ser ud.
Lys og neutrinoer: Neutrinoerne fra første skridt flyver lige ud af Solen og når Jorden efter ca. 8 minutter. Fotonerne af gammastråling skal derimod kæmpe sig ud gennem Solen og bruger titusinder af år, måske over 100.000 år, før energien når overfladen som sollys.
Røde kæmper: Når en stjerne har brugt hydrogenet i kernen, bliver kernen varmere, ca. 100 millioner grader. (I spillet kræver det mindst 80 mio. °C.) Så kan tre heliumkerner blive til carbon. Beryllium-8 i midten holder kun et øjeblik, så den tredje heliumkerne skal komme med det samme.
Fission betyder spaltning. En meget stor kerne som uran-235 fanger en neutron, bliver urolig og flækker i to mellemstore kerner. Samtidig slipper 2-3 nye neutroner fri, og ca. 200 MeV energi. Det er omkring 50 millioner gange mere end ved en kemisk reaktion som afbrænding.
Langsomme og hurtige neutroner: Neutronerne fra en spaltning er hurtige. Uran-235 fanger meget lettere langsomme neutroner, så man bremser dem med vand. Vandet kaldes en moderator.
Uran-238 er over 99 % af alt uran. Den spalter næsten aldrig. Den fanger oftest neutronen og bliver langsomt til plutonium-239. Derfor skal brændslet i et atomkraftværk med almindeligt vand være beriget: Man øger andelen af uran-235 fra 0,7 % til 3-5 %.
Kædereaktion: De nye neutroner kan spalte flere kerner, som giver flere neutroner. Giver hver spaltning i gennemsnit mere end én ny spaltning, vokser det. Giver den mindre, dør det ud. Kontrolstave (fx med bor eller cadmium) suger neutroner op, så man kan holde den stabil.
Hvor kommer de første neutroner fra? Fra en neutronkilde: en lille kapsel, der hele tiden sender neutroner ud. Det kan være californium-252, som af sig selv spalter og sender neutroner ud. Eller americium blandet med beryllium: Americium skyder alfapartikler (heliumkerner) ud, og når de rammer beryllium, slår de en neutron løs. Desuden spalter lidt af uranet af sig selv en gang imellem. Når reaktoren først kører, laver den selv alle de neutroner, den skal bruge.
Pause: Mellemrumstasten (eller ⏸ nederst til højre i billedet) stopper tiden, og ▶ lader den gå igen. Så kan du tælle neutronerne og dreje kameraet. Kontrolstavene kan stadig flyttes.
Kan en reaktor eksplodere som en bombe? Nej. Uranet i et kraftværk er ikke beriget nok til det. Men der kan ske alvorlige ulykker. I Tjernobyl i 1986 løb reaktoren løbsk under et forsøg, effekten steg voldsomt på få sekunder, og en dampeksplosion sprængte den. I Fukushima i 2011 svigtede kølingen efter en tsunami, brændslet smeltede, og der skete brinteksplosioner. Begge steder blev radioaktive stoffer spredt. Derfor har reaktorer mange sikkerhedssystemer.
Ærligt talt: I spillet bliver brugt brændsel frisk igen efter nogle sekunder, så reaktoren kan køre. I virkeligheden holder brændslet i flere år, og det brugte brændsel er stærkt radioaktivt i meget lang tid. Neutronkilden sender i spillet kun neutroner ind i de første 3 sekunder efter start. "Vis mig" snyder også lidt: De første neutroner spalter altid en kerne, når de rammer, og de slipper hverken ud eller bliver suget op af stavene, så kædereaktionen ikke dør ud, før den er kommet i gang.
Turen "Opskriften i dig" viser i fire korte trin, hvad DNA er. Det starter første gang, du åbner Liv.
Turen "Hvad står der i opskriften?" viser i fem korte trin, hvordan cellen læser bogstaverne og bygger et protein, og hvad der sker, når ét bogstav er forkert.
Turen "Kopien" viser i fire korte trin, hvordan cellen kopierer sit DNA, før den deler sig, og hvad der sker med fejlene.
Turen "Fejlen, der hjalp" viser i fire korte trin, hvordan bakterier kommer igennem medicin, der burde stoppe dem, og hvorfor.
Pladen: Tryk i det lyse felt til venstre, og sæt en bakterie. Den deler sig og fylder feltet. Hold øje med kanten af hvert bånd, og tryk på en prik for at se, hvor mange fejl den har. Med "Uden mellemtrin" er der kun det stærkeste bånd.
Kopien: Træk lynlåsen hen ad stigen (eller tryk "Lyn op"), så bygger cellen en ny side på hver halvdel. Nogle gange kommer et forkert bogstav på. Cellen retter de fleste, men en gang imellem bliver et siddende. Find det, og tryk på det.
Her rejser du fra en af dine celler helt ind til atomerne i dit DNA. Zoom ind med musens hjul eller to fingre, eller tryk på knapperne Cellen, Cellekernen, Kromosomet, Stigen og Atomerne. Zoomer du langt nok ind, kommer du til næste trin, og zoomer du ud, kommer du tilbage.
Byg stigen: Den ene halvdel af stigen er givet. Vælg den base, der passer til hver base i den: A passer til T, og G passer til C. Prøv også et forkert par, og se, hvorfor det ikke passer.
De gule streger helt tæt på er hydrogenbindinger. De holder A og T sammen med to og G og C med tre.
Farverne: Atomerne har kemikernes farver: C grå, H lysegrå, N blå, O rød og P orange. Baserne har hver sin farve: A grøn, T rød, G gul og C blå. U i RNA er lyserød.
Fra opskrift til protein: "Se genet blive læst" viser, hvordan cellen laver en RNA-kopi af genet, og hvordan ribosomet læser kopien tre bogstaver ad gangen og bygger en kæde af aminosyrer. ⏩ går hurtigere, og mellemrum stopper tiden. I "Læs selv" er du ribosomet: Find ordet i kodehjulet, og vælg aminosyren. I "Skift et bogstav" kan du lave mutationer og se, hvad der sker med proteinet.
Kodehjulet: Det første bogstav står i midten, det andet i næste ring og det tredje yderst. Helt yderst står aminosyren. Tryk på et ord for at se, hvad det betyder. Aminosyrernes farver viser, om de skyr vand (gule), kan lide vand (grønne), er plus (blå) eller minus (røde).
Ilden her er tegnet. Rigtig ild er kun noget, du prøver sammen med en voksen.
Turen "Hvad brænder egentlig?" viser i fire korte trin, hvad det er, der brænder i et stearinlys.
Værktøjet: Tryk Tændstik eller Ske, og træk den rundt i billedet med fingeren eller musen. Et tryk på knappen igen lægger den væk. Lup viser atomerne i flammens kant: Træk oxygenmolekylerne hen til stykket af stearinen.
Knaldgassen: Tryk Lup og så Hydrogen: knaldgassen. Giv blandingen en gnist, og se kæden. ‹ Tilbage til bordet fører dig tilbage.
Sluk med: Pust, sæt et glas over, brug en lysslukker eller CO₂. Tænd lyset tænder det igen med en tændstik. Med gasbrænderen styrer du luften i gassen og slukker med kontakten Gas.
Tiden: ⏸ stopper flammen, så du kan se den stå stille (mellemrum gør det samme). Træk uden værktøj for at dreje lidt, og rul eller knib for at zoome.
Med et rigtigt stearinlys kan du prøve røgen og skeen sammen med en voksen. Stil lyset på et underlag, der ikke kan brænde, og hold skeen med en grydelap, for den bliver varm.
Turen "Begyndelsen" viser i fem korte trin, hvordan livets byggesten kan blive til af sig selv, og hvor langt forskerne er nået mod noget levende.
Kolben: Tryk Lyn (eller på kolben), og se vandet skifte farve. Skift luften, og prøv med og uden kalk i vandet.
Boblerne: Tryk Dryp fedtstof, og se fedtstofferne samle sig til små bobler med en hinde om.
RNA'et: Tryk Kopiér. Fejlene kommer tilfældigt, lige så tit som ved det rigtige RNA, så nogle kopier har ingen.
Trappen: Tryk på et trin for at se forsøget bag det. Træk for at dreje lidt, og rul eller knib for at zoome.
Skyd med: Vælg kugler, bølger i vand, elektroner eller lys. Hold Skyd nede, så går det hurtigere og hurtigere. Med bølger trykker du Start bølgerne (eller på vandet).
Sprækker: Tryk på en sprække i billedet for at lukke eller åbne den, eller vælg i panelet. Måler viser, hvilken sprække elektronen blev fundet ved.
Skyderne: Afstand og Fart (for lys Farve) ændrer striberne. Under Flere indstillinger kan du gøre sprækkerne smallere og vise bølgens skær. Forfra rydder bagvæggen.
Billedet: Træk for at dreje lidt, og rul eller knib for at zoome.
Et lithium-ion-batteri gemmer energi ved at flytte lithium fra den ene side til den anden. Det er den slags, der sidder i telefoner, bærbare computere og elbiler.
LiPo eller Li-ion? Det, du ser her, er et LiPo-batteri (lithium-polymer). Det er en slags lithium-ion-batteri, hvor cellen sidder i en blød pose i stedet for en hård metaldåse, og mange telefoner har sådan et. Kemien indeni er den samme: lithium, der vandrer mellem grafit og et metaloxid. Ordet "polymer" betød oprindelig, at elektrolytten var en slags plast, men i de fleste LiPo-batterier i dag er den flydende eller en gel. Elbiler bruger ofte andre metaloxider end kobolt.
To parkeringspladser til lithium: På minussiden er der grafit (lag af carbon) på en tynd kobberfolie. På plussiden er der et metaloxid (her lithium-kobolt-oxid) på en tynd aluminiumsfolie. Imellem dem er en elektrolyt og en tynd, porøs skillevæg af plast, der forhindrer de to sider i at røre hinanden.
Hvorfor vandrer både ioner og elektroner? Batteriet gemmer energi ved at flytte lithium fra den ene side til den anden. Et lithiumatom er en lithium-ion (Li⁺) plus én elektron. Men elektrolytten i midten lukker kun ioner igennem. Derfor må lithium dele sig på turen: Ionen svømmer den korte vej gennem elektrolytten, og elektronen går den lange vej gennem ledningen. På den anden side mødes de igen. Tænk på to venner, der skal over en flod: Den ene kan svømme lige over. Den anden kan ikke svømme og må gå over en bro længere nede ad floden. Lampen står på broen. De to følges ad, fordi plus og minus skal passe: Kunne ionerne flytte sig alene, ville den ene side hurtigt blive plusladet og skubbe de næste ioner tilbage.
Opladning: Laderen pumper elektroner fra plussiden gennem ledningen over til minussiden. Minussiden bliver minusladet og trækker i lithium-ionerne (Li⁺), som følger efter gennem elektrolytten og sætter sig mellem grafitlagene. Energien er gemt, fordi lithium helst vil sidde i metaloxidet. Laderen lader først med konstant strøm. Når spændingen når 4,2 V, skifter den til konstant spænding, og strømmen falder langsomt, indtil cellen er fuld.
Afladning: Lithium vil tilbage til metaloxidet. Ionerne svømmer gennem elektrolytten, og elektronerne løber udenom gennem ledningen og fx en motor eller en lampe. En celle er ca. 4,2 V, når den er fuld, 3,7 V i gennemsnit og ca. 3,0 V, når den er tom.
Hvad løber i ledningen? En metalledning er fuld af frie elektroner hele tiden. Når laderen eller batteriet skubber, flytter hele rækken sig på én gang, ligesom vandet i en haveslange, der allerede er fuld. Hver elektron kryber faktisk langsommere end en snegl (typisk under en millimeter i sekundet), men skubbet når frem næsten med lysets fart. Derfor tænder lampen med det samme. Når en Li⁺ forlader den ene side, hopper en elektron ud i metalfolien, og når den lander på den anden side, hopper en elektron ind og møder den.
Strøm og effekt: Strømmen måles i ampere (A). 1 A betyder, at ca. 6 milliarder milliarder elektroner passerer et punkt i ledningen hvert sekund. Her forestiller vi os en lille LiPo-celle på 1.000 mAh (som i en lille drone). For den kaldes 1 A for "1C": Den strøm ville fylde batteriet på en time, hvis den holdt sig konstant hele vejen (det gør den ikke, se nedenfor). Effekten i watt er spænding gange strøm: 3,7 V × 1 A ≈ 3,7 W.
Hvorfor går spændingen op, når man lader? Mest fordi batteriet bliver mere og mere fyldt: Dets egen spænding stiger fra ca. 3,0 til 4,2 V. Desuden har batteriet en lille indre modstand. Mens der løber strøm ind, er spændingen derfor lidt højere end batteriets egen spænding, og jo større strøm, jo højere. Lader man hurtigt, når man 4,2 V tidligere, og så skal laderen skifte til konstant spænding før.
Pas på: Overlader man (over 4,2 V), eller lader man for hurtigt eller i kulde, kan lithium sætte sig som metal-nåle (dendritter). De kan stikke hul i skillevæggen og give kortslutning, varme og brand. Aflader man for dybt, kan kobberet opløses, og cellen tager skade. Derfor har mange LiPo-batterier (fx i telefoner) et lille beskyttelseskredsløb. I fx droner passer laderen og elektronikken på i stedet: Gode ladere stopper ved 4,2 V og balancerer cellerne.
Strømmens retning: Man siger, at strømmen løber fra plus til minus uden om batteriet. Men elektronerne løber faktisk den modsatte vej. Det er en gammel aftale fra før man kendte elektronen.
Grafit og metaloxid: Grafit er lag af carbonatomer, der sidder i sekskanter. Lithium kan gemme sig mellem lagene. Metaloxidet her (lithium-kobolt-oxid) er en krystal, hvor hvert lag er kobolt mellem to lag oxygen, og lithium sidder mellem lagene.
Ærligt talt: I et rigtigt batteri flytter over 10.000 milliarder milliarder lithium-ioner sig, hver gang det lades op. Her viser vi 24, og i ledningen er der langt flere elektroner, end der er prikker. Atomerne i grafitten og metaloxidet er tegnet meget større og med større afstand end i virkeligheden. I en rigtig ledning kryber elektronerne også meget langsommere, end de gør her. Og inde i grafitten og metaloxidet sidder lithium som en ion, mens elektronen bliver i materialet lige omkring den. Men de hører sammen, ligesom i et atom.
Her kan du se nogle af de vildeste ting, der findes i universet. Vælg en af de fire grupper, og så et fænomen under den. Nederst i billedet står knapperne til det, der kan ske (fx "💥 Lad stjernen eksplodere" eller "Næste"), og under Styr øverst til højre i billedet står kontakterne og skyderne. En kontakt er tændt, når den er fyldt og har ✓. Til højre står, hvad du ser: først det vigtigste, og under overskrifterne med ▸ kan du folde mere ud. Ærligt talt står altid nederst og fortæller, hvad billedet snyder med.
To ture om tid (under "Tid" i gruppen Tid og rum): "Rejsen i tid" viser i tre korte trin, hvad der sker med tiden, når man flyver næsten med lysets fart. "Hvordan kan det ske?" viser i fem trin hvorfor, fra en bold i et tog til myonerne fra rummet.
Hvorfor er rummet med i AtomLab? Fordi atomerne er lavet derude. Hydrogen og helium kom fra Big Bang. Carbon, oxygen og jern blev lavet i stjerner og i deres eksplosioner og spredt ud i rummet, da stjernerne døde. Meget af guldet og uranet blev lavet, da neutronstjerner stødte sammen. Og en neutronstjerne er næsten som én kæmpe atomkerne på størrelse med en by.
Ærligt talt: Intet her er i den rigtige størrelse eller det rigtige tempo. Afstandene i rummet er så enorme, at man ikke ville kunne se noget, hvis det var målfast. Og noget tager millioner af år, mens andet sker på et millisekund. Farverne er valgt, så man kan se forskel på tingene. Men det, der sker, er tæt på det, forskerne ved i dag.
De fire grupper fortæller en historie: Universet starter med Big Bang, hvor hydrogen og helium blev lavet. Stjernernes liv viser en ny stjerne, der bliver født, og stjerner, der dør: hvide dværge, der eksploderer, supernovaer, neutronstjerner og neutronstjerner, der støder sammen. Tid og rum handler om Einsteins rumtid, tiden og tyngdebølgerne. Til sidst kommer Sorte huller: sorte huller, kvasarer og ormehuller.
Vores eget solsystem (Solen, Jorden, årstiderne, formørkelser, Mars, Jupiter og Saturn) har sin egen del i menuen: .
Ordforklaringer: Ord med prikker under (fx neutrino) kan du trykke på for at få en kort forklaring. Det virker også i resten af AtomLab.
Ormehuller er det eneste her, som ingen har set. De er en mulighed i Einsteins ligninger, men måske findes de slet ikke.
Styring: Træk for at dreje. Rul eller knib for at zoome. Mellemrumstasten (eller ⏸ nederst til højre i billedet) fryser tiden, så du kan dreje rundt om fx en eksplosion og se den fra alle sider. ▶ lader tiden gå igen.
Her kan du besøge vores eget solsystem. Vælg en klode til venstre, og under den et sted, en måne eller et forsøg. Nederst i billedet står knapperne til det, der kan ske (fx "▶ Start flyby" og "Næste"), og under Styr øverst til højre i billedet står kontakterne og skyderne. En kontakt er tændt, når den er fyldt og har ✓. Til højre står, hvad du ser: først det vigtigste, og under overskrifterne med ▸ kan du folde mere ud. Ærligt talt står altid nederst og fortæller, hvad billedet snyder med.
Overblikket: Solsystemet starter med Solen og planeterne, som de står i dag. Tryk på en planet (eller på den i listen), så flyver du derind. Træk i tidsskyderen nederst for at spole tiden: Et helt træk er et år, ⏪ og ⏩ spoler hurtigere (tryk flere gange), og I dag går tilbage til i dag. Under Styr skifter du skala, og titlen Solsystemet øverst fører dig tilbage til overblikket. 💡 Rejs med lyset sender lyset ud fra Solen i den rigtige skala, og et ur viser, hvor længe det er om at nå hver planet i dag. Turen Rundt om Solen viser i fire korte trin, hvordan planeterne går rundt, og hvor tomt der er imellem dem.
Listen starter med overblikket og går så fra Solen og udad: Solen, Jorden, Mars, Jupiter og Saturn. Flere planeter kommer senere, og Jupiter bliver bygget lige nu. Under kloden står dens steder og måner, som kameraet flyver hen til, og dens forsøg (fx årstiderne og formørkelser), hvor du ser en model, der ikke er i den rigtige størrelse. Øverst står vejen derhen (fx Mars › Olympus Mons). Tryk på kloden for at komme tilbage.
Flyby: Ved Mars og Saturn kan du trykke "▶ Flyby" øverst i listen eller "▶ Start flyby" nederst i billedet. Kameraet flyver fra stop til stop, og du trykker "Næste" nederst i billedet, når du er klar. "‹" går et stop tilbage, og et tryk på en af prikkerne springer derhen. Ved Mars flyver du ned til vulkanen Olympus Mons og videre til Tharsis-vulkanerne, kløfterne i Valles Marineris, krateret Hellas, kraterne Gale og Jezero, hvor roverne landede, og nordpolen. Ved hvert stop kigger du skråt mod horisonten og kan selv dreje rundt. Når du ser hele Mars, kan du også trykke på et navn på kloden. Ved Gale kan du trykke "🧍 Stå på Mars" (eller et af stederne med 🧍 under Gale og Jezero i listen) og stå på jorden, hvor Curiosity og Perseverance har kørt: Drej hovedet med fingeren eller musen, zoom som med en kikkert, og skub klokken frem til solnedgang. Ved Naukluft og landingsstedet kan du slå "📷 Roverens foto" til under Styr og se roverens eget foto fra samme sted.
Jorden lige nu: Ved Jorden passer lyset med datoen og klokken. Den lyse side har dag, og Månen står, hvor den er i dag, med den rigtige månefase. Uret nederst i billedet viser tiden i Danmark. Tryk ⏩ nederst til højre, så går tiden ca. 800 gange hurtigere.
Ærligt talt: Jorden og Månen, Mars og Saturn med de seks store måner har den rigtige størrelse og afstand, og kameraet flyver mellem dem. Andre steder er afstandene gjort mindre, så man kan se det hele på én gang. Under Ærligt talt nederst på hver side står, hvad stedet snyder med.
Billeder: Jorden og Månen er lavet af rigtige billeder fra NASA: Blue Marble (Jorden om dagen), Black Marble (byernes lys om natten) og rumsonden Lunar Reconnaissance Orbiter (Månen). Mars er fra NASA's Viking-sonder og højdemåleren MOLA (via USGS). Jupiters kort er Hubbles foto fra december 2025 (OPAL: NASA, ESA, A. Simon, CC BY 4.0) med farver og poler fra rumsonden Cassini. Saturns måner er fra rumsonden Cassini (via USGS), og Saturns kort og ringenes farver er fra Solar System Scope (CC BY 4.0). Billederne i Huygens' kamera på vej ned til Titan og billedet fra Titans jord er Huygens' egne (ESA/NASA/JPL/University of Arizona, ESA's standardlicens).
Styring: Træk for at dreje. Rul eller knib for at zoome. Mellemrumstasten (eller ⏸ nederst til højre i billedet) fryser tiden, og ▶ lader den gå igen. Ved et sted på Mars står tiden stille, når du kommer frem. Tryk ▶, så går lyset og skyggerne rundt. Når du står på Mars, går dagen med ▶.
Ingen fagord passer. Prøv et andet ord.
Protoner er plusladede. Antallet af protoner bestemmer, hvilket grundstof atomet er: 1 proton er hydrogen, 6 er carbon, 79 er guld.
Neutroner har ingen ladning. De er en slags lim, der holder kernen sammen, for protonerne frastøder hinanden. Atomer af samme grundstof med forskelligt antal neutroner kaldes isotoper.
Elektroner er minusladede og meget lettere. De befinder sig i skaller rundt om kernen. Har atomet for mange eller for få elektroner, kaldes det en ion.
Massetal = protoner + neutroner. Carbon-14 har 6 protoner og 8 neutroner.
Ordforklaringer: Fagord med prikker under kan du trykke på (eller holde musen over) for at få en kort forklaring. Det virker i hele AtomLab. Alle fagordene står også i Ordbogen.
Et stof er radioaktivt, når dets atomkerner er ustabile: De har for mange eller for få neutroner, eller de er simpelthen for store. Før eller siden henfalder kernen og skyder noget ud. Det er strålingen:
Hvorfor er det farligt? Strålingen har så meget energi, at den kan slå elektroner løs fra atomerne i din krop. Den laver altså ioner, og derfor kaldes den ioniserende stråling. Det kan ødelægge molekyler, også DNA'et i dine celler. Lidt skade reparerer kroppen selv. Men meget stråling på kort tid kan dræbe celler og gøre en syg (strålesyge), og skader på DNA'et kan mange år senere give kræft.
Det kommer an på hvor meget og hvor. Alfastråling er ufarlig uden for kroppen, men meget farlig, hvis man ånder stoffet ind eller spiser det, for så rammer strålingen cellerne indefra. Du får hele tiden lidt stråling fra naturen: fra radon i luften, fra rummet og endda fra kalium-40 i din egen krop og i bananer. Det er helt normalt. Man beskytter sig med afstand, kort tid og afskærmning.
Halveringstid og tilfældighed. Man kan aldrig sige, hvornår én bestemt kerne henfalder. Det er helt tilfældigt. Men har man mange kerner, ved man, at halvdelen er henfaldet efter én halveringstid. Kortlivede stoffer stråler kraftigt, men forsvinder hurtigt. Langlivede stoffer stråler svagt, men i meget lang tid.
Stråling kan også bruges til noget godt: kræftbehandling, skanninger på hospitaler, røgalarmer og til at finde ud af, hvor gamle fund fra fortiden er (carbon-14).
Et atom er normalt neutralt: Det har lige mange plusladede protoner og minusladede elektroner, så ladningerne går lige op. Protonerne sidder dybt inde i kernen og kan kun ændres ved kernereaktioner. Men elektronerne sidder udenpå, og de yderste sidder løst. De kan flyttes fra ét atom til et andet, når atomerne mødes. Har atomet for få eller for mange elektroner, kaldes det en ion.
Hvilke ioner bliver der? Natrium har skallerne 2 · 8 · 1. Den ene elektron yderst sidder løst, og mister natrium den, har det kun fyldte skaller tilbage (2 · 8), ligesom ædelgassen neon. Så har det 11 protoner, men kun 10 elektroner. Det er nu en positiv ion: Na⁺. Chlor har 2 · 8 · 7 og mangler kun én elektron i at fylde den yderste skal. Får det én, har det 17 protoner og 18 elektroner. Det er nu en negativ ion: Cl⁻. Den fyldte skal forklarer altså, hvilke ladninger ionerne får. For de lette grundstoffer passer det godt.
Men hvorfor sker det? Ikke fordi atomerne "vil" have en fyldt skal. Det koster faktisk ca. 5,1 eV (elektronvolt, en lille energienhed, der passer til atomer) at tage elektronen fra natrium, og chlor giver kun ca. 3,6 eV tilbage, når det får den. Gevinsten kommer bagefter: Plus og minus trækker i hinanden, og den tiltrækning betaler regningen og mere til. Så holder Na⁺ og Cl⁻ sammen, og det er køkkensalt!
Ioner er overalt: Dine nerver sender signaler med natrium- og kalium-ioner, og batteriet i en telefon virker, fordi lithium-ioner vandrer frem og tilbage.
Hvorfor ikke uendeligt mange? Jo flere elektroner et atom har mistet, jo mere plusladet bliver det, og jo hårdere holder det på resten. Og en negativ ion skubber nye elektroner væk. Derfor ser man oftest ladninger som +1, +2, +3, −1 og −2. Et frit atom kan i virkeligheden højst holde på én ekstra elektron. O²⁻ findes kun inde i fx krystaller, og ædelgasserne kan næsten ikke holde på en ekstra. I værkstedet kan et atom alligevel få 2 ekstra elektroner, så du kan prøve det.
Du kender det også fra statisk elektricitet: Gnider du en ballon mod håret, flytter elektroner sig fra håret over på ballonen. Så bliver ballonen minusladet og kan hænge fast på væggen.
Protonerne frastøder hinanden, fordi de alle er plusladede. Kernen holdes sammen af den stærke kernekraft, som trækker i alle protoner og neutroner. Den er meget stærkere end frastødningen, men den virker kun mellem nære naboer. Neutronerne giver altså ekstra "lim" uden at skubbe. 2 protoner alene kan ikke holde sammen: Kernekraften mellem kun to protoner er en tand for svag, og de frastøder også hinanden (2 neutroner kan heller ikke). Men 2 protoner og 2 neutroner (helium-4) er en af de mest stabile kerner, der findes.
Men ikke for mange! Forestil dig, at protoner og neutroner står på hver sin trappe med plads til to på hvert trin. Er der langt flere neutroner, må de ekstra stå højt oppe. Så kan det betale sig for en neutron at lave sig om til en proton og skyde en elektron ud. Det hedder betahenfald. Er der for få neutroner, sker det omvendte (beta-plus-henfald).
Lette kerner har cirka lige mange protoner og neutroner. Tunge kerner skal have flere neutroner end protoner, fordi frastødningen virker over hele kernen, mens limen kun virker mellem naboer. Jern-56 har 1,15 neutroner pr. proton, guld-197 har 1,5 og uran-238 har 1,6. Det kan du se på stabilitetskortet: båndet af stabile kerner bøjer væk fra den stiplede linje. Fra grundstof nr. 83 (bismuth) og opefter er ingen kerner helt stabile (bismuth-209 henfalder dog så langsomt, at den næsten er stabil). De fleste af dem er for store og skyder små heliumkerner ud (alfahenfald).
Det lyder mærkeligt, for der er jo ingen elektroner inde i kernen. Og det er netop pointen: Elektronen bliver skabt i samme øjeblik, som en neutron laver sig om til en proton. Det er den svage kernekraft, der kan gøre det. (Protoner og neutroner er selv bygget af endnu mindre partikler, kvarker, og ved betahenfald skifter én kvark type.)
Energien kommer fra kernen selv: Den nye kerne vejer en lille smule mindre end den gamle, og den forsvundne masse er blevet til energi (E = mc²). Den energi bliver til den nye elektron og antineutrinoen og giver dem fart på.
Hvor bliver den af? Elektronen suser ud med en stor del af lysets hastighed. På vejen støder den ind i andre atomer og slår deres elektroner løs (det er derfor, stråling kan være farlig). For hvert sammenstød bliver den langsommere, og efter nogle millimeter i kroppen eller et par meter i luft er den bremset helt op. Så er den bare en helt almindelig elektron, som bliver fanget af et atom, måske et der manglede en.
Og den usynlige partikel? Sammen med elektronen bliver der skabt en antineutrino. Den reagerer næsten aldrig med noget og flyver lige gennem hele Jorden. Hvert sekund suser hundredvis af billioner neutrinoer fra Solen gennem din krop, uden at du mærker noget.
Alfahenfald er anderledes: Her bliver der ikke skabt noget nyt. De 2 protoner og 2 neutroner sad allerede i kernen og slipper ud. Alfapartiklen bliver bremset efter få centimeter i luft, fanger 2 elektroner og bliver til almindelig heliumgas. Det meste helium på Jorden er faktisk lavet sådan, af uran og thorium i undergrunden.
Ved alfa- og betahenfald bliver kernen til et andet grundstof. Det var lige præcis det, alkymisterne drømte om! Prøv knappen "Se den henfalde" ved en ustabil kerne.
Ikke målfast! Hvis kernen var så stor som her, ville et rigtigt atom være flere kilometer bredt. Atomer er næsten kun tomt rum. Protoner og neutroner er heller ikke hårde kugler: De har ingen skarp overflade, så de er tegnet bløde.
Ringe eller sky? Ringene er en forenklet tegning (Bohrs atommodel), der gør det let at tælle elektronerne. I virkeligheden kan man kun sige, hvor elektronerne sandsynligvis er. Prøv knappen "Elektronsky": Den viser orbitalerne, hvor de yderste elektroner sandsynligvis er, som kugler (s), dobbeltdråber (p) og firkløvere (d). Formerne har ingen skarp kant, og de er regnet som for hydrogen, så de passer kun omtrent for større atomer. De små glimt i skyen er trukket med de samme sandsynligheder: Hvert glimt er et sted, hvor man kunne finde en elektron, hvis man målte. Også de inderste elektroner tæt på kernen er med som glimt.
Styring: Træk for at dreje atomet. Rul eller knib for at zoome. Klik på et grundstof i det lille periodiske system for at hoppe til det, men først når du har bygget det selv én gang.
Om AtomLab (ophavsret, kilder og licenser) står i menuens hjælp (?).
AtomLab bruger WebGL. Prøv en nyere udgave af Chrome, Edge, Firefox eller Safari.